25-årige Caroline Gjerlund var i 2015 ude for en voldsom rideulykke, som sendte hende i koma. Hun har i dag både kognitive og fysiske varige mén efter ulykken, men hun dyrker stadigvæk sin store passion, ridning.

Af Maria Beierholm

Forestil dig, at du ser en hest komme løbende helt alene tilbage til stalden. Den er mudret på hele højre side, og sadlen er knækket. Forvirringen breder sig, og der er én ting helt galt. Rytteren er der ikke. 

Det var virkeligheden for den dengang 17-årige rytter, Caroline Gjerlund, og hendes ridekammerater tilbage på gården. Caroline havde været ude for en alvorlig rideulykke, og hun lå og kæmpede for sit liv ude på marken. 

”Hvis der ikke havde været nogen hjemme på gården, som kunne ringe 112, havde jeg ikke været her i dag. Det har alligevel sat tingene lidt i perspektiv,” siger hun.

For otte år siden var Caroline ude for en alvorlig rideulykke, som i dag har givet hende både kognitive og fysiske varige mén. 

En ny hverdag 

Caroline vågner efter ulykken op på Hammel Neurocenter, hvor de skal hjælpe hende med genoptræning. Hun har fået en hjerneskade og skal lære at gå igen. Men Caroline husker ingenting. Det er, som om nogen har slukket for lyset i tre uger. Hun husker heller ikke, hvorfor eller hvordan ulykken er sket.

Pludselig kan alt ændre sig

Hesten er et stort dyr, og der er derfor mange kræfter på spil, når det går galt. Professor emeritus og dyrlæge Jan Ladewig har gennem flere årtier forsket i rideulykker og heste og husdyrs adfærd, og så har han skrevet to bøger om ridesikkerhed. Ifølge ham sker mange af ulykkerne, fordi hesten bliver forskrækket eller møder andre uforudsigelige ting i naturen. 

”Deres bedste forsvar mod naturlige fjender er at flygte. Vi kan ikke ændre hos hesten, at den bliver bange, hvis der sker noget pludseligt. Men man kan vænne den til så mange forskellige ting som overhovedet muligt,” siger han. 

Nok er hesten et stort og stærkt dyr. Men ligesom os mennesker kan de også blive forskrækkede og bange for uforudsigelige lyde eller ting. Derfor mener Jan Ladewig, at det ville være til stor gavn at træne hestene til ikke at blive bange for de ting.

”Der vil altid være ting, den bliver bange for, som du ikke har trænet. Det er ikke en garanti for at undgå rideuheld, men man kan i hvert fald mindske sandsynligheden for det,” siger den tidligere professor.

Jan Ladewig har gennem mange år beskæftiget sig med rideulykker, og han har derfor også set samfundets tilgang til dem ændre sig gennem tiden. Han mener, at der er kommet større fokus på emnet, men han så også gerne, at det fik endnu større opmærksomhed.

”Tidligere fik man at vide, at man bare skulle have ridehjelm på. Den tankegang har heldigvis ændret sig en del. Det ændrer jo ikke på, at der sker rideulykker. Det mindsker bare skaderne,” siger han.

Skader lokaliseret på hoved og hals ligger på tredjepladsen over skader ved rideulykker. Førstepladsen indtager skader på armene. Lige efter indtager skader på benene en andenplads.

Se i statikken herunder, hvor skader fra rideulykker er lokaliseret på kroppen. Tallene er fra indlæggelser og registreringer af skader på Odense Universitetshospital fra 2001-2010:

Skadelokalisation	Procenter
Hoved/hals	13%
Brystkasse	4%
Mave/bækken	6%
Arme	36%
Ben	31%
Ryg	2%
Multitraume	4%
Andet	4%

Carolines ét og alt

I et stille og roligt nabolag lidt udenfor Odenses storbylarm bor Caroline. Stuen er fyldt med store, grønne planter og nipsting, som Caroline og hendes roomie har samlet sammen i lejligheden. Men noget mangler. Caroline pointerer, at man faktisk ikke kan se, at hun har en hest. Hverken billeder eller andet rideudstyr er at finde i lejligheden. Caroline har egentlig aldrig tænkt over, hvorfor hun ikke har noget af det i lejligheden, når nu ridning er så stor del af hendes hverdag. 

Når man kommer ud i stalden, er virkeligheden dog en helt anden. Caroline er i sit rette element. Støvet fra gruset, som Carolines røde bil har hvirvlet op på gårdspladsen, blandes med duften af halm og græs. Der er en mild brise i det varme junivejr, og vejret minder om den dag, hvor Caroline for otte år siden styrtede på sin hest og fik en hjerneskade.

Ude på marken er der fyldt med knastørre hestepærer, og der breder sig langsomt et smil i mundvigen hos Caroline, da hun får øje på sin hest, Sirano. Gården og folden er en anden, end der hvor ulykken skete. Den er i dag blevet solgt, og Sirano er rykket ud på en lille gård lidt udenfor Odense. Her har Caroline og fire andre deres heste gående.

Caroline har redet siden hun var omkring seks eller syv år gammel. Hendes mor, Vibeke, har også redet, siden Caroline var helt lille. Ridning er derfor en stor del af Carolines liv, og det var derfor vigtigt for hende at vende tilbage til Sirano og ridning. 

Se i videoen herunder, hvad der har været det sværeste ved ulykken, og hvordan Carolines forhold til Sirano er i dag:

Video af: Maria Beierholm

Usynlig skade

Selvom man ved første øjekast ikke kan se på Caroline, at hun har en hjerneskade, så er det alligevel noget, som hun efter ulykken har skulle kæmpe med.

Caroline har problemer med både langtids- og korttidshukommelsen og indlæring. Derudover har hun en smule afasi. Det betyder, at de områder i Carolines hjerne, som styrer sproget, er er blevet beskadiget. Det kan resultere i, at ord eller sætninger bliver lidt sjovt sammensat.

”Jeg er god til selv at grine af det og være sådan: ‘Hold da op. Det var da en spændende sætning, jeg fik lavet der’,” siger hun.

Caroline har også nogle mén fra rideulykken, som påvirker hende fysisk. 

Hun har skader på lillehjernen, som giver hende koordineringsproblemer og rystelser i venstre side af kroppen. Derudover har hun problemer med følesansen i højre side af kroppen. Det resulterer i, at hun godt kan komme til at gå ind i dørkarmen oftere, end den normale dansker nok gør. 

Caroline har også skader på hypofysen, som har skadet hendes temperaturregulering. Derudover har hun også problemer med træthed. Det kommer især til udtryk, når hun er steder, hvor der er mange sanseindtryk.

”Jeg plejer altid at sige, at jeg går lige ind i skyen. Jeg er til stede, men jeg er ikke rigtig til stede. Jeg har lige behov for at koncentrere mig om bare at være,” siger hun.

Den 30. maj 2015 skulle vise sig at være en dag, som ville have stor påvirkning for Caroline fremover. Dagen begyndte med høj sol og godt humør. Men Caroline husker hverken, hvordan eller hvorfor ulykken sker. Det næste hun husker, er, at hun vågner op på Hammel Neurocenter. 

Op på hesten igen

Det kan måske være en gåde for nogen, hvorfor man vælger at sætte sig op på en hest efter så voldsom en ulykke. Psykolog, Karina Thomsen, arbejder blandt andet med angst hos folk, der er bange for at ride. Hun sætter ord på, hvorfor man måske vælger at ride igen efter en ulykke.

”Det kan faktisk, som andre sportsgrene, komme til at fylde rigtig meget i ens tilværelse. Derfor bliver det rigtig betydningsfuldt og rigtig vigtigt. Når det så bliver truet af angst, så gør det rigtig ondt,” siger hun.

Karina Thomsen har selv redet i mange år, men hun hjælper også folk med at komme over deres rideangst. Hun ved en hel del om angst, og har arbejdet med folk, som efter en rideulykke har været bange for at skulle ride igen. 

”Jeg tror også, det er vigtigt at huske, at det er meget individuelt. Der er jo nogen, som aldrig kommer op at ride igen og så kaster deres kærlighed over på noget andet,” pointerer psykologen.

For folk, der ikke rider, kan det måske være svært at sætte sig ind i, hvorfor man vil risikere at falde af hesten igen. Der er dog hverken et forkert eller rigtigt svar på, om man har lyst til at skulle ride igen. 

”Så skal man selvfølgelig overveje, om det er dét værd. Men i det hele taget gælder det jo om, at vi skal bruge livet på det, der giver os glæde og det, der er meningsfuldt for den enkelte,” siger Karina Thomsen.

For Caroline var det dog ikke et spørgsmål om, hvorfor hun skulle op at ride igen. Kærligheden til Sirano og ridning overskyggede alt andet. Det var derfor mere et spørgsmål om hvornår – og gerne så hurtigt så muligt. 

Fremtidsdrømme

Caroline ligger i sin seng på Hammel Neurocenter. Vejret er godt, og alt hun drømmer om, er at komme ud at ride igen. Lægerne er ikke sikre på, om hun kan komme hjem og færdiggøre gymnasiet. Hun skal efter sommerferien starte i 2.g, men først venter en lang sommer med genoptræning. Caroline har nemlig slået hovedet så voldsomt, at hun igen skal lære at gå. Men alligevel lurer tanken om at komme ud til Sirano på marken. 

Caroline har måtte udelukke nogle fremtidsdrømme på grund af sin hjerneskade. Hendes hjerne- og nerveskader gør, at hun ikke kan holde til fysiske hårde jobs på samme måde som inden ulykken.

”Jeg kan huske, det ikke var så fedt at føle, at ret mange døre blev lukket på grund af det,” siger hun.

I dag læser hun til civilingeniør på SDU i Odense. Den 14. juni kan hun formentlig kalde sig færdiguddannet. Men rejsen mod målet har været lang og hård.

”Nu når jeg kigger tilbage, ser jeg det alligevel som en ekstra stor sejr,” siger en smilende Caroline.

Håbet om at komme ud at ride var stadig hos Caroline, da hun på Hammel kæmpede med at genoptræne sin krop. To måneder efter rideulykken var Caroline så oppe at ride på Sirano igen. 

”Der er mange, der har spurgt, hvorfor jeg stadig rider. Men det er jo, fordi det gør mig glad,” siger hun.

Caroline tænker nogle gange over, om det havde været anderledes, hvis hun kunne huske ulykken. Og om hun så stadig ville ride den dag i dag. Dén tanke kan engang i mellem stadig dukke op, men mest af alt er hun taknemmelig for, at hun stadig kan dyrke sin store passion, ridning.

”Jeg har ikke følt, at det var et valg. Jeg har bare følt, at jeg blev ved at gøre det, jeg elsker”